Skip to content

Josephine Bredsted: “Jeg ligger i min seng 19:30”

Josephine Bredsted PR og Kommunikationsansvarlig hos skønhedsbrandet Miild. Dem, der følger hende på Instagram ved, at hun lever et liv fyldt med nærvær, ro og intention, men sådan har det ikke altid været.

Da hun som 19-årig flyttede fra Svendborg til København, var det med et ønske om at blive en del af en verden, der lå langt fra det, hun kom fra. “Jeg skulle bare være alt andet end en bonderøv fra Sydfyn, og jeg skulle helst være som alle de andre i København,” fortæller hun i Podcasten ‘Sover du?', og beskriver, hvordan modebranchen blev adgangsbilletten til et liv, hvor tempoet var højt, og hvor arbejde og sociale relationer smeltede sammen og hun var ude flere gange om ugen.

“I mange år stræbte jeg efter nogle værdier, der måske grundlæggende ikke var det, jeg kom fra eller er,” siger hun.

Det tempo fik en brat afslutning en iskold januarnat, hvor hun fik det hun selv beskriver som en kosmisk lussing. “Jeg er ude en aften, og så vælger jeg rigtig dumt at tage min cykel hjem… Det næste jeg husker er, at jeg vågner op på skadestuen, og jeg mangler tre fortænder og hele mit ansigt er forslået.”

Ulykken blev et vendepunkt. “Selvom min krop helede hurtigt, så var der noget i mig, der tænkte, jeg kan ikke fortsætte på denne her måde. Jeg bliver nødt til at gøre tingene anderledes.” Kort tid efter sagde hun sit job op uden en plan.

Søvn har altid været et anker for Josephine Bredsted og netop i perioden efter ulykken blev det tydeligt, hvor afgørende den var for hendes restitution. Samtidig begyndte hun at arbejde mere bevidst med kroppen gennem yoga, meditation og forskellige holistiske praksisser. Noget hun også var vokset op med, men havde bevæget sig væk fra. Men rejsen endte ikke der.

“Det var under min graviditet, at jeg virkelig begyndte at forstå, at det ikke handler om hvor meget du gør eller hvad du gør, men hvordan du gør det.”

I dag lever hun et liv med rytmer og prioriteringer, hvor hun går tidligt i seng – ofte allerede omkring 19.30. “Der er jo sikkert nogle, der vil tænke ‘ej er du sindssyg?’,” siger hun, men for hende er det en naturlig konsekvens af det liv, hun ønsker at leve.

Hun er mor til en søn på 2,5 år, som hun samsover med. “Før jeg selv fik et barn, tænkte jeg, at børn skulle sove i sin egen seng,” siger hun, men oplevede hurtigt noget andet: “Det at sove sammen med ham for mig har været så naturligt.”

Familielivet er præget af, at hendes mand lever med kronisk sygdom og blandt andet insomni, hvilket betyder, at de ikke sover sammen. Men hun sover med sin søn. Hun oplever dog ikke samsovningen som en belastning. “Vi kvinder kan bedre flyde med den forstyrrelse det er at sove med sine børn,” siger hun og peger samtidig på noget mere instinktivt i relationen mellem mor og barn: “Hvis vi lærer at lytte til vores børn om natten og lytte til det flow, der er, så kan vi bedre tune os ind på, hvor de er.”

Hun har også truffet et aktivt valg om at skrue ned for det liv, hun tidligere levede. “Ja, jeg har festet meget, men hvis jeg tænker på hvem jeg rigtig er, så siger det mig intet,” fortæller hun. “Alt efter kl. 16, så er jeg ude. Nu har jeg verdens bedste undskyldning for ikke at gå ud”.

Lyt til podcasten på Apple Podcasts eller Spotify - find link her.

Cart

Tom indkøbskurv

Your cart is currently empty.

Start Shopping

Select options