Forfatter, manager og PR-agent Elisa Lykke sover rigtig meget. Men det er noget, hun har lært. Hun ser søvnen som en levende organisme, der spejler, hvor man er i livet, og Elisa Lykkes liv tog for tre år siden en monumental drejning. Gennem de sidste tre år har hun været gennem to kræftdiagnoser, hvor den seneste krævede et kemoforløb på ni måneder.
Inden hun blev diagnosticeret med kræft var hendes liv præget af højt tempo og et personligt gear, der kun er få forundt. Men da hun fik sin kræftdiagnose, oplevede hun dødsangst, som holdt hende vågen om natten sammen med tanker om ikke at skulle opleve at blive mormor, ikke være færdig med at leve, usikkerhed og alt det, der følger med en besked om, at man er alvorligt syg.
Da hun kom i kemobehandling, tog trætheden over.
“Før jeg blev syg, så jeg det nærmest som en svaghed, når voksne mennesker havde brug for at sove midt på dagen. Men kræftsygdommen har lært mig at tage en lur,” fortæller Elisa Lykke i podcasten ‘Sover du?’.
I løbet af sygdommens to faser blev søvnen dog både en ven og fjende.
“Søvnen i et sygdomsforløb bliver et kæmpe emne. Kemoen gjorde mig træt, og jeg havde brug for mere søvn. I første del af min sygdom, var jeg alene og det kunne virke uhyggeligt at skulle tilbringe en hel nat i mørket alene. Omvendt kan søvnen også blive en pause, hvor man kan drømme sig væk fra sygdommen”.
I dag er hun et sted, hvor hun, ud over at være ude over sin kemobehandling, også lytter til sin krop, og hvis den kalder på en lur, så tager hun den. Og hun er heller ikke længere nær så bange for at dø.
“Jeg er taknemmelig for hver morgen at vågne op til endnu en dag,” siger hun.
Hør Elisa Lykke fortælle om sit forhold til søvn før, under og efter kræft i podcasten ‘Sover du?’.
Lyt til podcasten på Apple Podcasts eller Spotify - find link her.
