Telefoner, tablets og andre skærme er en fast og uomgængelig del af vores moderne hverdag, og i mange tilfælde gør de vores liv nemmere. Men det er også vigtigt at være opmærksom på, hvornår og hvordan de små, lysende skærme påvirker vores sundhed og trivsel – også når det gælder vores søvn.
Derfor har Sundhedsstyrelsen nu lavet et sæt nye anbefalinger, som kan fungere som rettesnor, når du skal vælge dine skærme til og fra.
BRUG IKKE SKÆRM OP TIL EN TIME FØR SOVETID
- Hvis du bruger skærmen i tiden, inden du lægger dig til at sove, kan det forlænge den tid, det tager at falde i søvn, og det betyder, at du ikke får de timers sund nattesøvn, du har behov for.
- Sammenhængende søvn er vigtigt for at få søvn af høj kvalitet, og det blå lys fra skærmen kan gøre din søvn kortere, afbrudt eller påvirke dens kvalitet. Skærmens blå lys forsinker således produktionen af hjernens hjælpestof melatonin, som er det hormon, som hjælper med at regulere din døgnrytme og kvaliteten af din søvn.
- Indtryk fra f.eks. sociale medier, videoklip, film eller computerspil umiddelbart før sengetid kan gøre, at det tager længere tid at falde i søvn. Ser du f.eks. en uhyggelig film, bekymrende nyheder eller bliver du påvirket af voldsomme lysglimt eller høj lyd tæt på sovetid, tager det kroppen længere tid at falde til ro.
- Det er en god idé at skabe faste, rolige og afslappende rutiner umiddelbart før du skal sove, eksempelvis ved at læse en bog eller høre afslappende musik.
LAD TELEFON OG TABLET BLIVE UDE AF SOVEVÆRELSET
- Læg telefonen i et andet rum. Selvom den er sat på lydløs, vil beskeder og notifikationer stadig få telefonen til at lyse, hvilket påvirker din søvn.
- Når telefonen ligger ved din side, vil du være tilbøjelig til at kigge på den, hvis du vågner i løbet af natten. Det vil både give dig en lyspåvirkning, der ikke er gavnlig for din søvn, men er paradoksalt nok også en stressfaktor, fordi det kan få dig til at bekymre dig om, at du snart skal op og dermed ikke får nok søvn.
- Anskaf et gammeldags vækkeur, der ikke lyser om natten, så du ikke har brug for din telefon til at vække dig om morgenen.
Det er naturligvis altid helt op til den enkelte at finde balancen mellem skærm og søvn, og Sundhedsstyrelsens anbefalinger skal alene tjene til råd og vejledning – og måske også til mere viden om, hvordan ganske små justeringer i dine daglige vaner kan hjælpe dig til at få den gode søvn, du drømmer om.
Kilde: SST/Anbefalinger om brug af skærm